Tekst og foto: Søren Bonde, januar 2014
På iransk tv kan man høre dundertaler om hvordan Iran er selvforsynende og ikke påvirkes af sanktioner. Men hvordan står det til i virkeligheden? Søren Bonde tager pulsen på et land, hvor befolkningen tvinges i knæ af egen regering og omverdenens sanktioner.
Dækket i sne
Det er 31. december, men der er ingen nytårsstemning i den sydiranske storby Shiraz. I Iran fejres kun det persiske nytår – Noruz – 21. marts. Alligevel er stemningen høj, for det sner for første gang i mange år. Voksne bliver børn igen. De udfordrer hinanden til sneboldkamp i parkerne, holder picnic i sneen eller suser ned ad bjergsiderne på store, oppustelige gummidæk uden for byen. For en tid glemmer de deres trængsler. Jeg savner ikke just hverken kulde eller sne og søger ly i den gamle Bazar Vakil. Her kan jeg let få et indtryk af iranernes dagligdag og en ide om prisniveauet på hverdagsprodukter.
Inflation giver øget fattigdom
Den voldsomme inflation siden Ahmadinejads genvalg i 2009 og forstærkede sanktioner har medført stigende fattigdom i Iran. Basale fornødenheder såsom brød og benzin er steget syvdobbelt på kort tid. Som plaster på såret har man nu indført en kvote på 60 liter benzin per måned, som kan købes lidt billigere. Priser på hus og lejlighed er ligeledes eksploderet, og huslejen er i flere kvarterer i Shiraz steget til mindst det tredobbelt de seneste par år. I samme periode er lønninger kun steget med cirka 50 procent. Det har gjort livet meget svært for de fleste iranere, og ikke bare i Shiraz. Der er ikke råd til meget andet end de basale fornødenheder, og utilfredsheden stiger proportionalt med priserne. Regeringen har indført en fattighjælp på 45.000 toman per måned. Det svarer til 100 kroner eller et kilo figner. Det rækker ingen steder måske med undtagelse hos de allerfattigste, som er tvunget til at leve af brød og yoghurt. De har ikke råd til figner.
Te og tæpper
I en tæppeforretning møder jeg Reza. Han har trådt i faderens fodspor som bestyrer af forretningen og taler flydende engelsk og tysk. Men der er ingen kunder. ”Ingen har råd til tæpper, som er en luksusvare”, forklarer Reza, mens han skænker te. ”Hvis ikke inflationen stopper meget snart, må vi dreje nøglen om. Det er meget trist, for forretningen har eksisteret i generationer”. Reza viser mig ud af forretningen: ”Kom, lad os gå”, siger han og fortsætter: ”Det er spild af tid at blive her”.
Præsident Rohani
Jeg spørger Reza om der er sket nogle mærkbare ændringer i Iran efter præsidentskiftet i efteråret. ”De fire første år med Ahmadinejad var helvede. De næste fire var endnu værre”, svarer han prompte. ”Nu håber vi at Rohani vil gøre det bedre. Det er for tidligt at vurdere. Vi har kun håbet. Ahmadinejad tildelte flere af sine søskende ministerposter og tømte statskassen under påskud af at have brugt pengene på befolkningen. Det har vi ikke mærket noget til. Det er intet let udgangspunkt for en ny præsident. Rohani har krævet, at Ahmadinejad gør rede for, hvor alle pengene blev af. Ahmadinejad henviser til regnskaberne, som skal granskes, men indtil videre er det ikke sket. Han havde desuden den frækhed at udfordre Rohani til offentlig duel!” Bybilledet afslører dog visse positive ændringer takket være Rohanis noget lempeligere politik. Det ses bl.a. i et øget antal turister, hvis antal dog stadig er minimalt, samt i kvindernes påklædning, som nu er blevet lidt mindre dyster og mere afslappet. Udadtil fremgår det i Rohanis møder med udenlandske statsledere og en mildere diplomatisk tone.
”Blandt befolkningen er der stor utilfredshed med regeringens udenrigspolitik de sidste mange år”, fortsætter Reza. ”Én ting er forholdet til USA og til vesten, som du sikkert ved alt om. Noget andet er de enorme summer, som regeringen investerer i udenlandske projekter for at købe sig venner; f.eks. storstilede byggeprojekter i Libanon og salg af vores olie til Rusland og Kina for uhørt billige penge. Imens lider Irans befolkning mere og mere for hver dag. Mange har kun lige akkurat til dagen og vejen”.
Hornmusik og håndlangere
Vi runder et hjørne og mødes af hornmusik. Længere fremme er trafikken spærret, og en procession snegler sig fremad mod den smukke moske, Shah Cheragh, for enden af gaden. ”I dag er national sørgedag for Profeten Muhammeds og imam Hassans død”, forklarer Reza kort. ”Mad og drikke uddeles fra forskellige boder rundt omkring i Shiraz. Mange tager imod tilbuddet og ikke kun de religiøse. Det giver en anelse luft i mange familiers hårdt pressede økonomi”. I processionen får jeg øje på en gruppe afghanere, hvis ansigtstræk er mere asiatiske end iranernes. De har tilsyneladende lov at deltage, selvom de er udstødt af samfundet og næsten uden rettigheder. Bag dem følger sortklædte mænd, som klapper sig på brystet i takt til musikken. Fra en rullende højtalervogn synges vemodige vers om Hassans død. Så kommer den store gruppe militante fulgt af politi og præster. Bagerst trasker de grønklædte værnepligtige ugideligt afsted. De tager det ikke alvorligt men har intet andet valg end at deltage i optoget. De ledsages af en stor gruppe unge mænd i sorte trøjer og militærbukser. I takt til trommerne slår de sig selv symbolsk over skulderen med metalkæder, mens de betragter os koldt. Reza ser på dem med tydelig afsky. Idet han trækker mig med videre siger han lavmælt: ”Det er de mest forhadte. Det er mænd fra landsbyerne uden uddannelse, som kun i militæret kan få job og respekt. Det er regeringens håndlangere. Det var dem, der slog studenterne til plukfisk under urolighederne efter Ahmadinejads genvalg i 2009. Jeg mistede min bedste ven”.
Jeg følger med Reza tilbage til forretningen og takker for hans venlighed. Jeg deler hans håb om, at Rohani vil betyde bedre tider for det iranske folk. ”Jeg vil gerne købe et tæppe”, hører jeg pludselig mig selv sige. Reza lyser op men rødmer så: ”Det var jo ikke derfor jeg…at vi…”, begynder han, men jeg afbryder ham: ”Det ved jeg godt. Men tæpperne er jo fine, og priserne er i bund nu”. Han nikker og smiler: ”Mere te?”