Tekst og foto: Søren Bonde
I Asiens eneste kristne land er rituelt drama, processioner og korsfæstelser faste traditioner, som flere steder føres ud i det ekstreme. Næsten hvert år viser danske medier billeder af de opsigtsvækkende korsfæstelser, men hvad er det, der driver folk til frivillig korsfæstelse, som fordømmes af den katolske kirke?
Et land bliver kristent
Koloniseringen af Filippinerne begyndte så tidligt som 1521, da den spanske opdagelsesrejsende, Ferdinand Magellan, gik i land undervejs på verdens første jordomsejling. Det var påske, og hans medbragte missionærerer holdt den første messe i Filippinerne. Den dag i dag fornægter det spanske islæt sig ikke; fiesta-ånden hersker, og fastetiden og påskeugen er ingen undtagelse. Rejser man hertil i påsken, kan man ikke undgå at støde ind i et optog eller to, og ofte byder de på oplevelser ud over det sædvanlige. For de fleste filippinere er påsken nemlig ikke ensbetydende med ferie; påsken er en tid til eftertanke, selvransagelse og ikke mindst bodshandling.
Kæmpeprocessioner på Marinduque
Den lille ø Marinduque gennemgår en bemærkelsesværdig forvandling op til påske. øen er kendt for sine storslåede påskespil, som tiltrækker tusindvis af filippinske gæster; og også venner og familie vender hjem til øen til påske. De mange små ’resorts’, der ligger som perler på en snor langs kysten, fyldes til bristepunktet, og befolkningstallet i øens søvnige småbyer tre- eller firdobles.
Boac
I hovedbyen Boac skorter det ikke på aktiviteter. Boac katedral kalder til messe tre-fire gange om dagen, men mange sidder også hjemme og reciterer uafbrudt i biblen sammen med familie og venner. Man skiftes til det – det såkaldte “pabasa” – og lyden af stemmer strømmer ud på gaden gennem de åbne vinduer. Pabasaen kan vare 24 timer eller længere. I påskeugen er der næsten dagligt processioner, den ene er mere storslået end den anden. Den første er palmesøndag og begynder oppe fra kirken umiddelbart efter morgenmessen.
Palmesøndag
Først velsignes palmegrenene foran et ikon af Den hellige Jomfru, og derefter fortsætter processionen rundt i byens gader. Hundredvis af mennesker deltager, og processionen gør holdt adskillige steder undervejs ved opstillede stationer, som er doneret af de mere velbeslåede borgere. Skærtorsdag trækkes nogle store vogne med dramatiske ikoner af den lidende Jesus og Maria rundt i byens gader. Vognene er smukt dekoreret med (kunstige) lys og blomster, og sætter i gang lige inden solnedgang. Deltagerne bærer alle et hvidt stearinlys, som bidrager til processionens højtidelighed. Den udfordres dog på det kraftigste af et ustemt blæserorkester, som minder om et siciliansk sørge-ensemble. Heldigvis overdøves orkestret til dels, når generatorerne sættes i gang, og lysene på vognene tændes. Processionen anføres af byens gejstlige, og umiddelbart bagved går en gruppe hvidklædte kvinder. De arbejder frivilligt i kirken i påskeugen som en form for bodshandling.
Korsvejen
Den mest opsigtsvækkende procession er dog Korsvejen (Via Crucis) langfredag. Kl. 10-12 slæber Jesus og de to røvere store, sorte trækors gennem Boac på vej til det lokale Golgatha ved scenepladsen i udkanten af byen. Påsken falder altid i den varmeste tid på året i Filippinerne, og allerede kl. 8 bager solen ubarmhjertigt ned fra en skyfri himmel. De tusinder af tilskuere langs ruten er udstyret med paraplyer og andre værn mod solen, men ikke de tre dødsdømte eller deres vogtere, Pilatus’ soldater. Asfalten er gloende hed, men alligevel må de dødsdømte gå barfodede. Soldaterne – de såkaldte morioner – bærer forskellige våben, uniformer med lange kapper og tunge træhjelme, som dækker hele hovedet og må være ulideligt varme. De patruljerer byens gader i disse dragter hele påskeugen, og det er deres form for bodshandling. Processionen gør holdt ved de traditionelle 14 stationer på vejen til korsfæstelsen, og mere end én gang sker det, at nogle barmhjertige tilskuere kaster vand foran fødderne på de dødsdømte for at lindre deres smerte.
Golgatha
Bagerst i processionen kører en lille højtalervogn, som udspyr liturgisk musik og i øvrigt er helt tilplastret med plakater og bannere: Vognen er doneret af guvernøren, som ikke har ligget på den lade side her op til valget, og ligesom sine rivaler benytter hun enhver lejlighed – religiøs eller ej – til at fremhæve sig selv. Vi når omsider frem til Golgatha, og soldaterne fører de dødsdømte op på bakken. Korsene lægges på jorden, og de dødsdømte bindes til dem på hænder og fødder. Så rejses korsene, og soldaternes leder, centurionen Longinus, træder frem og stikker sit spyd i brystet på Jesus for at ende hans lidelser. Teaterblodet flyder dramatisk ned ad mave og ben, og hans hoved hænger slapt til siden.
Rituelt drama
Korsvejen indgår som en midterakt i påskeugens største trækplaster: Boacs rituelle drama eller “sinakulo”. Onsdag, torsdag og lørdag aften gengives skabelsen (Gamle Testamente) og påskeevangeliet (Nye Testamente). Det er et storslået religiøst teater, som foregår på udendørs scener og bliver større og flottere år efter år. Der er mindst et par tusind tilskuere, og det er vanskeligt at placere sig, så man kan overskue alle scenerne samtidig. Det rituelle drama blev indført af spanske missionærer i 1700-tallet og iscenesættes udelukkende af frivillige amatører. Hele lydsiden (musik, replikker og effekter) er indspillet på kassettebånd og er derfor uændret fra år til år. Aktørerne slipper for at huske lange replikker, som ganske vist er på nationalsproget tagalog, men som bruger gammeldags ord og vendinger. De kan nøjes med at mime til et yderst velgennemført og virkningsfuldt play-back. Det er et kæmpeapparat, som hvert år køres i stilling.
Alle kan være med
Forberedelserne begynder allerede askeonsdag, dvs. optakten til fastetiden 40 dage inden påske. De største opgaver består i at indkalde nye såvel som tidligere medvirkende til prøverne, fremstille nye kostumer og sørge for, at kulisser, rekvisitter og det tekniske udstyr er i orden. Aktører, instruktører, kostumedesignere, lyd- og lysfolk – godt og vel 150 personer i alt – afsætter adskillige aftner til prøverne. I princippet kan alle melde sig, men der er en tendens til nepotisme, så hovedrollerne går til folk med indflydelse i lokalsamfundet; f.eks. stammer “Jesus” fra en fin, gammel spansk familie, og til daglig er han plastickirurg i Manila, “Longinus” er en velset ingeniør, som kender guvernøren, og “Judas” er politibetjent.
Bodshandling og rampelys
Rollerne er meget velspillede, og forestillingen som helhed er gribende. Deltagelse i sinakuloet er en langvarig proces; nogle har religiøse motiver, mens andre blot ønsker en plads i rampelyset og at have det sjovt med vennerne, da adspredelsesmulighederne på Marinduque er små. Marian Cunanan i rollen som Claudia (Pilatus’ hustru) forklarer, at de fleste melder sig af nysgerrighed, som dog ofte efterhånden erstattes af religiøs overbevisning:
“The players of the sinakulo – they call it sinakulista – they do this for a matter of vow – or in Tagalog that is panata. Or a penance or sacrifice for that matter. I do that also because, you know, the first time I participated – that was back in 1990 – I don’t have anything to think about, say penance, panata not at all – I just wanna join! I want to see myself on that stage playing – performing a role. But because there are some prayers or whims that I ask from Him…He gave it back. So I started – and others say when you start performing in sinakulo you have to do it five years, seven years, ten years – that’s panata or a vow, for ten years. I said: I’ll do five years, fine. But then I enjoyed it really! Okay, another two years, for seven years, and then I cannot pull out myself from being part of the sinakulo until I reached this eleventh year no matter how much I wanted to – you know, withdraw myself now because I wanted to rest or enjoy the Lenten season not making any activities or sleeping very late at night and then you go back to work the following morning, you have to go to the office and work and then you practice again in the evening, wake up very early – like that. But then I enjoy it. Much more when you come to realize that there are more blessings coming to you. That is the time when you realize that perhaps you can attribute that to being participant of the sinakulo. That’s why I’m still here.”
Drama
Sinakuloet har flere dramatiske højdepunkter: I anden akt hænger Judas sig selv i fortvivlelse over eget forræderi. Jublen er stor hos publikum, mens man har travlt med at pille manden ned fra træet i en vis fart, inden han kvæles; Jesu Opstandelse i tredje akt er særdeles virkningsfuld med en kæmpemæssig ’sten’, som væltes ned fra graven akkompagneret af røg og effekter; halshugningen af Longinus ender sinakuloet og er så overbevisende, at man næsten drager et lettelsens suk, da manden rejser sig igen efter forestillingen.
Legenden om Longinus
Påskeevangeliet er velkendt for de fleste kristne, men det er Longinuslegenden ikke. Den spiller en central rolle i sinakuloet, fordi den er dramatisk og synliggør miraklerne som beviser på Jesu ord og profetier. Longinus’ spidning af Jesus på korset fungerer som en ’øjenåbner’ i dobbelt forstand: Longinus, som er blind på det ene øje, får synet tilbage, da Jesu Blod rammer hans blinde øje (synliggjort ved at han nu bærer en hjelm med to åbne øjne i stedet for et åbent og et lukket), og teologisk set får han øjnene op for Jesu guddommelighed, som siden bekræftes i opstandelsen. Longinus henrettes til sidst, da han ikke vil fornægte miraklet, men tværtimod forkynder det vidt og bredt. Legenden lader til at være en uoverensstemmende sammenblanding af historiske fakta og overleverede fortællinger, som stammer fra middelalderen og går igen i flere middelalderlige passionsspil; f.eks. spiller legenden om Det hellige Blod også en vigtig rolle i fortællingen om Den hellige Gral.
Hammer og mejsel
Trods pisk, tornekrone og asfaltbrændte fødder er korsfæstelsen på Marinduque forholdsvis blødsøden, for der anvendes ingen søm. Men i San Fernando (i provinsen Pampanga) kan man opleve rigtige korsfæstelser, og det er ikke for sarte sjæle. Her har den samme mand hver eneste påske i over ti år ladet sig korsfæste gennem hænderne, og andre følger hans eksempel. Han gør det som en bodshandling, og som tak for, at hans mor pludselig blev mirakuløst helbredt for en alvorlig kræftsygdom. Hans hjælpere er omhyggelige med ikke at sømme gennem knogler eller andre vitale dele i hænderne, men det er stadig yderst smertefuldt. Hullerne i håndfladerne gror sammen i løbet af nogle uger, men fødderne skånes helt (dvs. bindes) for ikke at forkrøble manden. Den katolske kirke tager skarpt afstand fra korsfæstelserne, der betegnes som ekstreme og ofte er med alvorlige personskader til følge. Det samme gør sig gældende for en anden meget udbredt påsketradition i Filippinerne.
Flagellanter på Palawan
Øen Palawan i Filippinernes sydvestligste hjørne strækker sig ned mod Borneo. Den er på mange måder et af landets sidste bud på førkristen kultur, men i hovedbyen Puerto Princesa fejres påsken med stor entusiasme. Langfredag er hovedgaden nede ved katedralen skueplads for store flagellantoptog, som anføres af en gruppe unge mænd i bar overkrop og iført tornekrans, pisk og vandflaske. Piskene er gerne forsynet med barberblade eller glasskår, og flagellanterne skiftes til at piske hinanden til blods og kaste sig i gadestøvet.
Smerte og bod
Smerten fra sårene og fra den bagende sol lindres midlertidigt af vandet i flaskerne. Bagerst i optoget går en gruppe ulasteligt klædte kvinder, som uanfægtet af seancen foran dem synger salmer i kor. Optoget er kortvarigt, og efter en god halv times tid går det gennem byens usleste kvarterer og ender nede ved havnen. Mændene hopper i, og saltvandet renser deres sår. De ser lettede ud, og det er tydeligt, at de glædes over deres bodshandling. Eller glædes over at den er forbi.
Ulykke og død
Flagellantoptog er udbredt næsten overalt i Filippinerne, og flere steder varer de hele Langfredag. Desværre hører alvorlige ulykker og dødsfald ikke til sjældenhederne; alkohol i betragtelige mængder og smertestillende medicin indtages for at dulme smerterne, og kombineret med udmattelse og manglende beskyttelse mod den stærke sol trækker det hvert år flagellanter i døden. Man kan mene, hvad man vil om påskefejringen i alle dens mere eller mindre ekstreme former. Jeg fascineres hver gang af den selvopofrelse og viljestyrke, som udvises ved de religiøse højtider og i særlig høj grad til påske; den blinde tillid og kærlighed til Gud, håbet om tilgivelse og troen på, at guddommelige gaver og den evige frelse opnås gennem bodshandlinger og gode gerninger. Kristendommen står stærkt i Filippinerne, men de fleste nøjes da heldigvis med at gå i kirke, bede og deltage i processionerne.
