Tekst og foto: Søren Bonde, januar 2012
Jeg er på vej til et land, som ikke eksisterer. Ikke officielt i hvert fald. Selvom løsrivelsen skete for 20 år siden, og landet både har egen regering, politimyndighed og valuta, anerkendes det stadig ikke af resten af verden. Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det er at opholde sig et sådant sted.
The happy way to fly
Flyet, jeg sidder i, tilhører Jubba Airways – “The happy way to fly” prøver de at sælge sig på. Enhver form for markedsføring virker nu overflødig, da Jubba primært flyver til somaliske destinationer. Prisen er lav. Men det er komforten så også i de over 50 år gamle propelfly. Flyet stinker, som om det aldrig har været rengjort. Det gør det ikke bedre, at Jubba af en eller anden grund vælger først at stuve passagererne ombord for derefter at laste al bagagen. I ro og mag. Mit sæde kan ikke rettes op, og sikkerhedsselen er urokkeligt fastlåst til størrelse XXL. Men set fra den positive side kan sæderne klappes sammen, så jeg følger min sidemands eksempel og slænger benene op på det tomme sæde foran mig. Så er der benplads. Der er også servering om bord. Oven i købet inden afgang – en flaske lunkent vand stukket i hånden, mens flyet ruller ud ad landingsbanen. Der er ikke andre blegansigter om bord, og det overrasker mig ikke det mindste. Jeg synker tilbage i sædet mellem to fjedre og glæder mig til eventyret, som venter forude.
Matadorpenge
Efter 45 minutter lander vi i Somalilands hovedstad, Hargeisa. Ved indrejse tvinges man til at veksle 50 USD til en absurd lav kurs. Det viser sig nu at være fordel. Jeg har nemlig svært ved at finde plads til de 3-4 tykke bundter Shilling, som de 50 USD omregnes til. 500 Shilling er den største værdi, som trykkes. Det svarer til 50 ører. Det siger sig selv, at alle større transaktioner foregår i USD. Jeg leger med tanken om at veksle 1000 USD. Bare for sjov.
Her er sikkert nok
Ude på parkeringspladsen tilbyder en fyr med bil at køre mig ind til byen for 20 USD. Vi bliver enige om, at 10 må være nok. Instrumentbrættet er beklædt med fjerboaer og tingeltangel i en sådan grad, at man knap kan se ud af forruden. Jeg skæver forgæves efter en sikkerhedssele. Han kører mig til Hadhwanaag Hotel. Det er et logi, som i de fleste andre lande ville passe bedre i kategorien guesthouse. Små, enkle rum gemmer sig bag træerne i den fine gårdhave. Ejeren, Hassan, byder mig varmt velkommen, og på et forbavsende godt engelsk fortæller han stolt, at han netop er hjemvendt fra Hajj, altså pilgrimsrejse til Mekka. For anden gang. “Første gang var for min mors skyld. Men jeg følte at jeg også skulle gøre det bare for min egen skyld. Anden gang fandt jeg min indre ro,” fortæller Hassan, “det gjorde jeg ikke, da min mor var med.” Jeg skifter emne og spørger lidt til situationen i landet. “Du kan trygt rejse i Somaliland,” siger han med påtaget overbevisning i stemmen. “Her er sikkert nok. Men du skal have en eskorte med dig, når du forlader Hargeisa. En soldat.” Morsomt. Det betragtes med andre ord som sikkert, når man kan nøjes med én soldat. Jeg opfatter det som, at risikoen for kidnapning er til stede om end mindre end i Mogadishu. Det nok er en god ide at kigge sig en ekstra gang over skulderen.
Somalilands turistattraktioner
Små 60 km uden for Hargeisa på vejen til byen Berbera ligger Somalilands eneste store seværdighed. Las Geel er en samling grotter med imponerende vægmalerier fra stenalderen i en overraskende god skik. Gennem Hassan får jeg arrangeret en bil med chauffør. For at besøge Las Geel skal man have skriftlig tilladelse fra Turistministeriet. Sådan et har Somaliland nemlig også. Det ligger i en bygning, som giver indtryk af kun med nød og næppe at have overlevet bombardementerne. Skudhullerne i væggene står i slående kontrast til den varme velkomst, turistchefen giver mig på sit ydmyge kontor. Ganske vist på fransk, som jeg ikke mestrer. Men hans assistent er så venlig at oversætte det til en slags engelsk. Tilladelsen koster 20 USD og soldaten 15 per dag. De penge er uden tvivl godt givet ud, så jeg sætter min underskrift på dokumentet. En noget falmet plakat er klæbet fast på den nøgne væg med et par stykker tape og truer med at skvatte ned, hvad øjeblik det skal være. Den viser billeder af Somalilands turistattraktioner: nogle stenblokke på en mark (“Old, ruined town”), nogle vigtige mænd i jakke og slips (“Congress”) og en bygning, som tidligere var hvid, men nu er svært grafittibefængt (“Bakery in Berbera”). Det største billede er et luftfoto af synderbombede Hargeisa. Nå ja, og så lige et par små billeder fra Las Geel. Jeg er heldigvis ikke kommet til Somaliland for seværdighederne, men snarere for at møde befolkningen og indsnuse atmosfæren. Men Las Geel skulle være et besøg værd – i hvert fald ifølge Unesco, som gerne ville beskytte området, hvis Somaliland en dag skulle blive selvstændigt.
Michael Jackson og mobiltelefoner
Med dokument i hånden, soldat og Kalashnikov sætter vi kurs mod hulerne. Min chauffør, Osman, kører gennem Hargeisas kvarterer, som alle mere eller mindre ligner hinanden. Byen blev næsten jævnet med jorden under borgerkrigen, så det er ikke skønhed, som møder øjet. Men det er fantastisk at se, hvordan byen har rejst sig takket være de initiativrige indbyggere. Jeg forundres endnu engang over, hvor opfindsomme mennesker kan blive, når nøden tvinger dem. Huse bygges af hvad som helst, og her går intet skrammel til spilde, før det vitterligt ikke kan genbruges længere. Stemningen er herlig kaotisk, og mine sanser bombarderes af indtryk; en flok geder æder affald midt på gaden, nogle kvinder slæber store, gule vanddunke hjem fra brønden, massevis af folk bare sidder og laver ingenting – men ikke en eneste turist. Michael Jacksons “Bad” strømmer frit fra taxaens kassettebånd; en mobiltelefon ringer og overdøves af højttalerbøn fra en moské. På vej ud af byen standser vi adskillige gange, indtil Osman og soldaten endelig finder, hvad de søger. Selvtilfredse stiger de ind i bilen med en dusk grønne blade på stilke. “Me, Said”, siger soldaten og peger på sig selv, og så er vi omsider præsenteret. “Khat!” fortsætter han og peger begejstret på dusken i sin hånd. “You want?” Jeg viser min velvilje og smager forsigtigt på varerne. Bladene er ekstremt bitre. “Local alcohol”, griner Osman bredt og viser mig dermed sine sorte tænder. “Good!” samtykker Said. Jeg er uenig og ville uden tøven have taget en bajer, havde jeg haft valget. Men de to har allerede munden fuld. I stilhed beder jeg til, at de ikke bliver helt sanseløse, når bladene om et par timer har gjort deres indvirkning. Inshallah – om Gud vil.
Sæbekassebil
Vi passerer adskillige kontrolposter undervejs. Så snart min lejesoldat ruller ruden ned, går bommen op. Vejen har flere huller end Osmans sorte tænder, men han udviser stor dygtighed i at navigere udenom de værste. Det er ingen let opgave, og lange strækninger tilbagelægges i hektisk slalomkørsel og ballet på fire hjul. Vi stopper stadig med jævne mellemrum. Mest for at sikre os, at venstre baghjul nu også følger med. Det gør det tilsyneladende kun, når det får et velrettet spark ind imellem. Det er kun bilens kritiske dele, som stadig virker. Ellers er næsten alt, hvad der kan gå i stykker, gået i stykker eller borte. Forruden er fint marmoreret efter utallige stenslag, men heldigvis kan sideruden stadig rulles ned, så man kan se ud. Dørene kan ikke lukke helt, og radioen skifter kanal, hver gang vi rammer et hul i vejen. Selv bilens vigtigste komponent, hornet, er i så sølle forfatning, at ikke engang gederne midt på vejen har respekt for dets ynkelige småtrut.
Las Geel
Vi kører et par timer gennem et monotont, ørkenagtigt landskab. Pludselig svinger Osman væk fra vejen. Et hjulspor fører ind bag et hus og videre ind i det bakkede terræn. Hullerne i vejen udskiftes med stenblokke i lidt for store størrelser. “4 WD”, griner Osman smørret og stopper så for at give hjulet endnu et spark. Mod al sund fornuft overlever bilen en halv times kørsel over stok og sten, før vi omsider ikke kan komme længere. Herfra er det til fods. Ved en lille bygning bydes jeg velkommen af en ældre herre, Mansor. Han kaster et anerkendende blik på mit dokument med de officielle stempler og viser mig indenfor. På væggene hænger fine plancher, som fortæller om Las Geels opdagelse, udforskning og bevarelse. En tak rettes sågar til Dansk Flygtningehjælp, som har finansieret bygningen, jeg står i. Der kan man bare se.
En ged formilder Djævelen
Bag huset fører nogle trapper op til klippehulerne. Soldaten trasker i hælene på mig, og mens vi går, snakker Mansor entusiastisk, som om han sjældent får besøg. Jeg roser hans engelske. “Jeg lærte det af englænderne, dengang de var her i landet,” fortæller han. Mens han snakker, stirrer jeg betaget op på granitvæggene. “Her findes over 20 huler, som er rigt udsmykket. De gav beskyttelse og ly for vind og vejr. Malerierne har været her, så længe vi kan huske. Da jeg var dreng forbød min far mig at gå nær hulerne. Han sagde, at djævlen holdt til her. Jeg havde svært ved at adlyde ham, for hulerne var jo spændende. Nogle gange ofrede vi en ged og spredte blodet i grotterne for at formilde djævlen”. Mansor griner forlegent. “Det var vanvittigt, men vi troede på det.”
Klippekongen
Den første hule, vi besøger, er stor og med fine malerier. “I denne grotte boede kongen. Det fortalte de franske arkæologer os”. Mansor peger på en stor firkantet sten. “Her fra sin trone havde han udsigt over sit rige”, griner han, som om han ikke rigtig selv tror på det med kongen. Udsigten er i hvert fald god nok. Man kan se langt ud i horisonten, og ikke meget har ændret sig i dette øde område, siden malerierne blev skabt for næsten 5.000 år siden. Der hviler en fred over stedet. Geder og små primitive hytter kan ses her og der. Andet er her ikke. Men engang har her foruden mennesker også været kvæg og vilde dyr. Malerierne er tavse vidner.
Forbrydercelle
Næste hule har et hjørne med et særpræget klippefremspring. Ovenfor er et lille mørkt kammer, og det ser ud til, at en gang fortsætter længere ind. “Her hængte de forbrydere eller satte dem ind i det mørke kammer. Ingen har turdet begive sig ned ad gangen. Vi ved ikke, hvor den ender”. Der er tydeligvis stadig en frygt for djævlen, og gangen ser også noget klaustrofobisk ud. Tanken om at blive den første til at udforske den frister mig, men gangen er alt for lille til mig.
Afsked
Tilbage ved huset tager jeg afsked med Mansor. Han beder mig om at udbrede kendskabet til Las Geel i håb om, at flere turister vil komme på besøg. Det lover jeg ham og tænker, at han kunne begynde med at opsætte et skilt ude ved vejen til glæde for de lokale. Men uanset hvad, så venter charterturisterne ikke lige om hjørnet. Heller ikke selvom Unesco skulle træde til med en hjælpende hånd, hvis Somalilands selvstændighed en dag bliver anerkendt.
