Tekst og foto: Søren Bonde, november 2011 (i slutningen af det “arabiske forår”)
Der er ikke andre vesterlændinge ombord på flyet til Sana’a, Yemens hovedstad. Det er ikke så underligt; de fleste landes udenrigsministerier fraråder al indrejse i Yemen og opfordrer deres borgere til at forlade landet. Utilfredshed med regeringen og økonomisk ulighed har ført til voldsomme sammenstød. Desuden mistænkes Yemen for at være base for Al-Qaedas hovedkvarter på den arabiske halvø. De sidste par år er sikkerhedssituationen blevet drastisk forværret med borgerkrigstilstande i nord, øget Al-Qaeda aktivitet i øst og en politisk oprørsbevægelse i syd. Men Yemens stolte klansamfund, ældgamle kultur og arabiske gæstfrihed har længe stået højt på min ønskeliste. Uroligheder eller ej.
Paskontrol
Mit visum slipper mig i første omgang uhindret gennem paskontrollen. Jeg henter min bagage, og en vagt beder mig om at føre det hele gennem scanneren. Det har jeg aldrig prøvet ved ankomst, kun ved afrejse. Han beder mig om at åbne rygsækken og min håndbagage. Mit omfattende kameraudstyr og en lille kikkert gør vagten mistænksom.”Jeg er bare turist”, forsikrer jeg ham og anstrenger mig for at bevare roen. Han kaster et blik på mit pas, som skifter hænder og forsvinder sammen med en politimand ind i et baglokale uden forklaring. Jeg pakker mit grej sammen og følger efter. Politimanden sidder med telefonen ved øret og ser meget alvorlig ud. Jeg er helt rolig. Jeg har intet at skjule, og papirerne skulle være i orden. “Hvad er din profession?”, spørger han. “Jeg er lærer”, svarer jeg og tilføjer, “Geografi”. Det er ikke helt sandt men tæt nok på. Erfaringen har lært mig, at svarer jeg foredragsholder eller forfatter, komplicerer jeg tingene unødigt. Han betragter mig med et blik, som synes at signalere, at jeg skjuler noget for ham. Jeg ved ikke hvad det skulle være. Han bladrer mit pas grundigt igennem, som om han regner med at finde fældende beviser dér. Måske er det mit visum til Somaliland eller Iran, som vækker mistanke. Det er ikke første gang. Jeg var nær aldrig sluppet ind i USA for et par år siden. Efter et kvarters tid, lidt flere spørgsmål og et par ubesvarede telefonopkald rækker politimanden mig pludselig passet. “Undskyld ulejligheden”, siger han. “Velkommen til Yemen!”. Jeg skal til at spørge ham, hvad det hele gik ud på men tager mig selv i det. Der er ingen grund til at lege med ilden.
Taxa
En taxa kører mig til Dawood Hotel, som er et gammelt, charmerende hotel centralt beliggende i den gamle bydel. Som sædvanlig har jeg ingen reservation, da jeg altid beslutter mig i sidste øjeblik. Men Yemens situation taget i betragtning skulle det overraske mig meget, hvis der ikke er plads. Undervejs stopper vi ved adskillige vejspærringer, hvor soldater stikker hovedet indenfor. Hver gang hilser de overrasket men venligt på mig, hvorefter de lader os fortsætte. “Special forces”, siger taxachaufføren indforstået, som om den forklaring skulle række. Men da hans engelske er lige så dårligt som mit arabiske, må mine spørgsmål vente.
Dawood Hotel
Mørket falder på, men chaufføren navigerer resolut gennem de smalle gader i Sana’as gamle kvarter. Jeg må gå det sidste stykke, da vejen bliver for smal. Min indtræden gennem porten til hotellets gård afbryder fire mænd i deres samtale. De stirrer på mig som om de har set et spøgelse. Endelig træder en af dem frem: “Velkommen til Sana’a! Mit navn er Mogalli. Det er min familie, som ejer hotellet. Hvor kommer du fra? Vi har ikke haft en eneste gæst i over 10 måneder”. Jeg trykker mændene i hånden og følger efter dem indenfor. Dawood Hotel er et typisk gammelt tårnhus i fem etager, som Sana’a er berømt for. Verdens første skyskrabere er de blevet kaldt, og de højeste er otte etager. Sana’a har intet mindre end 14000 tårnhuse i det gamle kvarter, som er beskyttet af Unesco. Nogle menes at være over 2000 år gamle. Dawood Hotel er dog “kun” fra 1700-tallet og må i den henseende næsten betragtes som nybyggeri. De bedste rum ligger på øverste etage med udsigt over byen. De private tårnhuse synes at følge en fast model: i stueetagen findes stald og lagerrum; på første sal er opholdsrum, mens anden sal traditionelt set var forbeholdt kvinder og børn; på tredje og fjerde sal findes soveværelser, badeværelser og køkken; husets tag er en stor terrasse, som også har en “mafraj”. Det betyder bogstaveligt talt “værelse med udsigt”, og det er et populært sted at slappe af og tygge qat.
Trapper
En ældre herre insisterer på at hjælpe mig med rygsækken. Han ignorerer mine forsigtige indvendinger, og med dårlig samvittighed følger jeg efter ham op ad snævre trapper. Værelset er lille men helt perfekt. En lav, komfortabel seng, bord, stol og spejl. Loftet er vælvet, og et lille vindue giver udsigt over byen. Jeg stikker den ældre herre en skilling for hans hjælp. Han afviser høfligt og trasker stakåndet ned igen. Oppe fra vinduet får jeg øje på hotellets hyggelige gårdhave med restaurant. Tanken om mad får min mave i gang, og jeg glemmer alt om de mange trapper. Nede i gården er mændene stimlet sammen om et tv. Mogalli forklarer, at Yemens præsident Saleh netop har meddelt, at han vil træde tilbage og overdrage magten til vice-præsidenten indenfor 30 dage. “Folket har fået nok. Saleh har været ved magten i 33 år, og han har ødelagt landet. Vi behøver forandring”. Klart at glæden er stor. “Det kan kun blive bedre”, siger Mogalli. “Et nyt Yemen!, jubler hans far. Jeg håber han får ret. Yemenitterne har længe haft det svært og behøver virkelig stabilitet og fremgang.
Fuul
Jeg sætter mig ved et bord og en tjener serverer dagens traditionelle ret. “Fuul”, hedder den, og er en slags mos af bønner, æg, tomat, løg og chili serveret med nybagt fladbrød. Simpelt og godt. Tjeneren betragter mig forventningsfuldt med et bredt smil. “Welcome Yemen!”, siger han. Og jeg føler mig virkelig velkommen. Lyset i gården er sparsomt, og kun et par små lamper forsøger at oplyse bordene. En generator overdøver præsidenten på skærmen i baggrunden. Som led i urolighederne er byens elnet blevet vandaliseret, og i månedsvis har Sana’as indbyggere måttet leve med kun at have strøm få timer i døgnet. Midt i en mundfuld bliver restauranten pludselig mørklagt. “Strømafbrydelse igen”, sukker Mogalli og går i gang med at tænde petroleumslamper. Mændene går hver til sit, og jeg går til ro.
Tidlig start
Allerede kl. 4 bliver jeg vækket. Muezzinens højtalerkald til bøn er så højlydt, at man skulle tro, han stod lige ved siden af sengen. Jeg beder til, at en ny strømafbrydelse vil få stilheden til at sænke sig igen, og efter nogle minutter bliver der stille. Selvom det stadig er bælgmørkt udenfor, er jeg lysvågen. Jeg sætter mig op og planlægger dagen. Mogalli har tilbudt at vise mig rundt i den gamle bydel. Et besøg på markedet – souqen – virker som en oplagt start på dagen.
Mandel, sesam og kamel
Sana’as souq summer af liv fra tidlig morgen til sen aften. Her kan man finde stort set alt mellem himmel og jord – fra Samsung-smartphones til sække med Sultana-rosiner. Det er et mylder af folk; nogle skynder sig igennem de smalle gader på vej til arbejde, og andre bare sidder og betragter livet, som passerer forbi. æsler og trækvogne læsset med varer maser på for at komme forbi. Tildækkede kvinder passerer med nedslåede øjne. Jeg hæfter mig ved, at langt de fleste mænd stadig går traditionelt klædt i lange kjortler og med den berømte Jambiya-kniv i et bælte på maven. Den er først og fremmest en del af klædedragten og trækkes kun i ekstreme konflikter. Souqen udfordrer alle mine sanser; sælgere råber i munden på hinanden, krydderier dufter som et orientalsk eventyr, og overalt er der eksotiske produkter, som lokkende kalder på min opmærksomhed. I en dunkel kælderbutik trasker en kamel rundt i monotone cirkler og kværner frø til olier. Hylderne bugner af små flasker fyldt med velduft fra mandel og sesam, som blander sig med den intense lugt af kamel. Det er et kig ind i en fjern fortid, som her vækkes til live. Udenfor afbryder en sælger sin egen salgstale, da han får øje på mig: “Welcome to Yemen!”. Han er tydeligvis overrasket. Byen er som støvsuget for turister. Det er klart jeg vækker opmærksomhed.
Måske moske
Jeg passerer den store moske, Al-Jamaa al-Kabir, som er den mest betydningsfulde af de 50 moskeer i den gamle by. I århundreder har den tjent som islamisk skole, og bibliotekets omfattende skriftsamling har tiltrukket mange lærde gennem tiderne. Jeg kaster et stjålent blik igennem døråbningen. Det er kun muslimer, som må komme ind. Mogalli prøver at overtale vagten til at lade os slippe igennem men uden held. En gammel mand med en stor Koran under armen er ved at tage skoene af og træde indenfor. “Moslem”, siger han med løftet pegefinger, og ser strengt på mig, som om han forventer at jeg sniger mig indenfor så snart vagten ser den anden vej. Tanken har strejfet mig, men det er nu ikke min plan. Jeg nikker og smiler til ham for at vise at jeg forstår. Mogalli foreslår at vi prøver nogle af moskeens andre indgange i stedet. I tredje forsøg lykkes det at overtale vagten, som oven i købet tilbyder at vise mig rundt. Der hviler en andægtig ro over de store rum med højt til loftet. Gulvene er beklædt med tæpper, og rundt omkring sidder mænd i grupper eller ensomme og studerer Koranen. De bemalede trælofter skriger på vedligeholdelse, men man kan sagtens fornemme hvor fantastiske de engang har været. Ingen lader til at være generet af min tilstedeværelse. Den gamle mand er ikke at se nogen steder, og efter et kvarter er jeg ude på gaden igen.
Tahrir-pladsen
Vi tager en taxa til Midan al-Tahrir. Den store plads er omdannet til en teltlejr, hvor soldater holder vagt. Sana’a ramtes af voldsomme demonstrationer under det arabiske forår, da over 16.000 demonstranter gik på gaden, og det kom til blodige kampe med adskillige dødsfald. Jeg kaster et forsigtigt blik på de store telte. “Præsidentens tilhængere”, forklarer Mogalli med foragt i stemmen. “De er betalt for at vise sympati med Saleh i håb om at holde ham ved magten. Deres propagandakampagne bakkes op af kæmpestore højtaleranlæg og svært bevæbnede soldater”. Det har tydeligvis ikke haft den ønskede virkning, da Saleh nu vil træde tilbage. Et par soldater peger på mit kamera og styrer i vores retning. Vi forlader skyndsomt pladsen.
En fest for mænd
Mørket er faldet på, da vi når tilbage til den gamle bydel. En af gaderne nær hotellet er pyntet med kulørte lamper. De oplyser hele vejen og ender ved et stort telt. Men her er der ingen sympatisører eller soldater – bare festklædte mennesker. “Her skal være bryllup i aften”, siger Mogalli. Jeg stikker nysgerrigt hovedet ind og mødes af 100 glade ansigter. En ung mand byder mig indenfor. “Jeg hedder Ahmed. Jeg er brudgommens fætter”, siger han på et gebrokkent engelsk. “Kom endelig indenfor”, gentager han, da jeg tøver. Teltet er fyldt med mænd og drenge. Nogle sidder og snakker, andre danser lystigt til musikken. Næsten alle tygger qat. Også jeg bliver tilbudt de bitre, let euforiserende blade, men jeg tager imod en flaske vand i stedet. Oppe for enden af teltet sidder tre unge mænd i flotte traditionelle dragter, hat og gylden sabel. Triple-bryllup. De ligner arabiske prinser, og jeg føler mig lidt ved siden af i mit kakifarvede rejsetøj. Jeg hilser og ønsker dem tillykke. “Hvor er kvinderne”, spørger jeg Mogalli velvidende at festen i teltet udelukkende er for mænd. “De har deres egen fest”, svarer han. “Ofte mødes brudeparret for første gang på bryllupsnatten”. Mens jeg funderer over fordele og ulemper ved et sådant system, stiller en gæst sig hen ved siden af mig for at blive fotograferet. “Er du gift?”, spørger jeg Mogalli. “Ikke endnu”, smiler han. “Jeg stoler på at min mor vil finde den rette partner til mig, når tiden er inde”. Den beslutning ville jeg aldrig overlade til mine forældre, men det undlader jeg at fortælle ham. Det er helt andre forhold her, og familiebåndene er meget stærke. Trætte trasker vi hjem til hotellet. Jeg er mættet af indtryk og med en behagelig følelse af at være velkommen – ja, næsten høre hjemme i dette ellers så fremmedartede land.
