Tekst og foto: Søren Bonde, juni 2014
I Omo-dalen i det sydvestlige Etiopien har tiden stået næsten stille. Her belønnes den stædige eventyrer med stammefolk, som lever i pagt med naturen. Det er dog langtfra nogen søndagsudflugt. Ekstremt dårlige veje og primitive forhold sætter min tålmodighed på prøve, jo dybere ind i dalen jeg rejser.
Skidt fra start
”Hvad fanden laver du, mand?! Blev du ikke ved bilen?”, råber jeg chaufføren lige op i ansigtet. Jeg er netop ankommet til Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, hvor jeg har bestilt en transfer til mit beskedne hotel midt om natten. Jeg kigger desperat på passagersædet, hvor min fototaske stod for 10 minutter siden. Vi gennemroder hele bilen endnu en gang. Tasken med min laptop og alt mit nye kameraudstyr er væk. Der var vel værdier for 50.000. Jeg er grædefærdig. Måneders planlægning er lige gået i vasken pga. et toiletbesøg! Det er den værst tænkelige måde at starte en ekspedition på. Chaufføren er lige så ulykkelig som jeg men har ingen forklaring på hændelsen. Det skal sgu’ bli’ løgn!, tænker jeg fandenivoldsk, og denne drivkraft hjælper mig igennem de næste fem dages helvede, hvor jeg trækkes fra politistation til udenrigsministerium, til indenrigsministerium og tilbage til politistation igen. Med møje og besvær og med hjælp fra det sorte marked fremskaffer jeg noget tredjerangs udstyr. Langtfra optimalt, men det får være. Endelig er jeg klar igen.
Klar – parat – start!
Jeg prøver at indhente tabt tid og springer på flyveren til Arba Minch. Her mødes jeg af et bredt smil på et venligt brunt ansigt: ”Welcome, my friend – good to see you again!”. Andualem mødte jeg første gang i 2011, hvor jeg, som optakt til at besøge ”verdens varmeste sted” i det nordlige Etiopien, tilbragte otte dage sydpå i Omodalen. Jeg ville undersøge om der var stof nok til et senere projekt om stammefolk. Det var der i dén grad. Dalens 17 forskellige etniske grupper er ret forskellige, og mange lever meget primitivt og afsides. Nu er jeg tilbage, små to år efter, og det føles helt rigtigt. Andualem trækker mig over til firhjulstrækkeren og præsenterer mig for vores chauffør Asrat. ”Jeg har sat Toyotaen i stand til du skulle komme”, siger Andualem. Han er en frisk fyr i midten af trediverne og utvivlsomt en af dem, som kender Omodalen og dens folk allerbedste. Han taler flydende engelsk og syv forskellige stammesprog, og han har rejst i dalen på kryds og tværs siden han var barn. Mens Asrat fylder tanken samt de mange dunke på taget, gennemgår jeg ekspeditionen sammen med Andualem. Vi har en løs plan om at besøge to eller tre stammefolk og opholde os en uges tid hos dem hver. Jeg vil ud til nogle af de fjerneste landsbyer, som er så lidt berørt af civilisationen som muligt. Og jeg vil prøve at dokumentere nogle af deres meget specielle ritualer på film og billeder.
Bunden i vejret
En times tid efter at vi har forladt civilisationen, begynder mørket at falde på. Bilens lygter fanger mænd og drenge, som er på vej hjem med kvæget. Dyrenes brølen blander sig med bilradioen og den monotone motorstøj. Jeg nyder solnedgangen gennem sideruden og ænser knapt, at Asrat bakser med at finde en klar radiofrekvens. Sekunder efter registrerer jeg, at bilen er på vej ud i rabatten. ”Hey!”, råber jeg overrasket, og Asrat forsøger øjeblikkeligt at rette op. Men hans bevægelse er for voldsom. Vi slingrer faretruende fra side til side, og så sker det uundgåelige. Vi ruller rundt, glas splintrer, verden vender skiftevis op og ned indtil bilen endelig ligger stille på min side. Asrat kan ikke holde fast og falder ned over mig. Jeg husker ikke, hvordan vi kommer ud; alt går så stærkt. Provianten og dunkene fra taget ligger spredt omkring bilen, og diesel flyder ud. Toyotaen er totalskadet, og motoren brøler og ryger voldsomt, indtil vi får slukket for den. ”No, NOOO!”, skriger Andualem og ser vild ud i øjnene. Asrat går i panik og forsvinder ind i krattet. Jeg bevarer roen og forsøger at trøste min ven, mens jeg masserer min ømme skulder og tænker, at det var et mirakel ingen af os kom alvorligt til skade. Asrat så jeg aldrig siden.
Syndflod
En lastbil giver os et lift til landsbyen, hvor vi underretter Andualems familie inden nyheden om ulykken spreder sig. Foran det lille hus tager børnepasseren imod os med ordene: ”Din kone er på politistationen. Der har været indbrud”. Vi kigger på hinanden, totalt uforberedte på denne besked, og pludselig flækker vi af grin. Vi kan ikke styre os længere. Det er bare for meget! Men der intet en kasse øl og lidt sjov tobak i gode venners lag ikke kan kurere. Et par dage efter har vi ny bil, ny chauffør, nye solbriller. De andre blev knust sammen med Andualems drømme om egen virksomhed. Nu er han atter afhængig af at hyre bil fra andre, og de tager sig godt betalt. Men begge er vi fast besluttet på at gennemføre ekspeditionen koste hvad det vil. Nu er der vel snart ikke mere, som kan gå galt? Jeg lægger ud med at konfiskere chaufførens qat for at sikre mig, at han er 100 % fokuseret på sin kørsel. Yderst upopulært. Dernæst tjekker jeg, at sikkerhedsselerne virker i denne bil. Og så er vi klar igen. Vi følger planen og kører mod den sydlige Omodal i håb om inden aften at nå frem til den samme hamer-landsby, som jeg besøgte for to år siden. Vi har fået oplyst, at landsbyen forbereder en manddomsprøve. Det er et helt specielt ritual, som det ikke lykkedes mig at opleve sidste gang, og denne gang vil jeg ikke vil gå glip af det. Men de tunge skyer i horisonten er ikke sådan at diskutere med, og vi forsinkes af adskillige regnbyger. Efter 10 timers kørsel stopper bilen pludselig, og den monotone hoppen forsvinder. Chaufføren hamrer frustreret en knytnæve i rattet. Den hullede jordvej har forvandlet sig til et frådende mudderhul, som selv vores firhjulstrækker må se sig besejret af. Andualem stiger ud med en lommelygte i den ene hånd og en skovl i den anden. Bilens forparti er sunket godt ned i pløret. Dækkene finder intet at gribe fat i. Regnen siler ned, og 10 meter længere fremme løber en mindre flod tværs over vejen. ”Vi bliver her til i morgen tidlig”, konstaterer Andualem med sindsro. ”Vi må vente til regnen i bjergene stopper”. Jeg finder endnu en skovl, og sammen graver vi hjulene fri.
Tomgang og tallerkennegre
Radbrækket prøver jeg at finde en komfortabel stilling, men det er umuligt at sove. Vi er mindre end to timers kørsel fra landsbyen, hvor festlighederne nok allerede er gået i gang. Frustrerende. Det var planen, at vi skulle sove der i nat, men i Omodalen går det sjældent som planlagt. Det vidste jeg på forhånd. Alligevel valgte jeg en af de mest afsidesliggende landsbyer, som meget sjældent får besøg. Vil man gøre det mindre besværligt for sig selv, kan man besøge de landsbyer, som ligger nær vejen. De er til gengæld vant til turister – dens slags som bliver en ½ times tid og betaler for at tage nogle hurtige billeder sammen med de indfødte. Det ødelægger landsbyerne og deres indtryk af omverdenen, og det vil jeg ikke bidrage til. Tidligere på dagen passerede vi en gruppe mursier, som sprang ud på vejen i fantastiske kostumer og begyndte at danse i håb om at tjene en skilling. De er meget særprægede og fotogene. Mursiernes kvinder har store huller i ørerne og læben, som fyldes ud med træ- eller lerskiver. Nogle er helt op til 15 cm i diameter, og derfra stammer betegnelsen ”tallerkennegre”. Det var dengang man ikke var så politisk korrekt. For os ser det vanvittigt ud, men hos mursierne er det et skønhedstegn. En sådan forestilling er nok til at tilfredsstille de fleste turister. Men jeg vil have den ægte vare, og derfor sidder jeg fast i et mudderhul. Jeg forbander min stædighed men kommer så i tanker om, at netop denne drivkraft har givet mig de mest fantastiske oplevelser verden over. Eventyret begynder oftest der, hvor vejen slutter.
Varm velkomst
Omsider falder jeg i søvn på bagsædet. Da jeg vågner igen, er det stadig mørkt, men regnen er stoppet. Vandstanden i ”floden” er faldet, og en times tid senere forcerer vi vandmasserne. Klokken er 3, da vi ankommer til landsbyen. Hamer-folket lever meget primitivt. Jeepens forlygter afslører en gruppe stråhytter omkring en åben plads. Det svage skær fra et ildsted forsvinder bag en flok slanke silhuetter; tre mænd er kommet ud for at modtage os. Jeg får med det samme øje på Nielaman, som jeg boede hos i 2011. Han genkender også mig og byder mig velkommen med et bredt smil og et gedigent håndtryk. Jeg bliver høfligt henvist til en lille hytte. Den er sparsomt møbleret med to primitive ”træsenge” og et møbel, der ligner et bord. På den ene seng ligger en mand og sover. Her lader ikke til at være myg, og det skulle ikke være højsæson for malaria. Jeg dropper myggenettet og falder udmattet om på den anden seng.
Tynd kaffe og knogler
Allerede klokken halv seks vågner jeg efter en urolig nats søvn. Det klør over hele min krop, og jeg tæller 18 myggestik. Andualem stikker hovedet ind ad døren og forklarer, at min sidemand på sengen har malaria. Storartet. Kunne han ikke have sagt det i går aftes? Nysgerrigheden over hvad dagen vil bringe overvinder dog hurtigt bekymringen over, om en af de 18 myg var bærere af parasitten. Dagen begynder som alle andre dage i en hamer landsby. Vi samles i Nielamans hytte, der består af ét stort rum, som er meget mørkt og tilrøget. Den eneste lyskilde er gløderne fra det åbne ildsted. Der går nogle minutter med at vænne sig til mørket. Landsbyen får sjældent besøg, så glæden og nysgerrigheden er stor. 10 par store øjne stirrer på mig, og jeg stirrer tilbage. Det er som at træde tilbage til stenalderen. Mænd, kvinder og børn sidder langs væggene. De bærer sparsomme trevler af dyreskind på kroppen. Kvindernes udsmykning består af armringe af metal eller fletværk. Det slår mig straks, hvor ordentligt hytten er indrettet. Alt har sin plads, og intet ligger og flyder. Gulvet er af jord men ny fejet og fint. På ildstedet står en stor metalkedel og koger. Den har de tydeligvis handlet sig til udefra, eller Andualem har haft den med. Denne gang havde vi 50 kilo ris og 20 kilo kaffeskaller med som gave. Risene er et vigtigt supplement til deres kost, og kaffeskallerne er ved at blive serveret. De koges med vand til en lysebrun væske, som hældes op i en flækket græskarskal på størrelse med en halv fodbold. Skallen går rundt, og vi drikker efter tur. Det smager af korn og kun en anelse af kaffe. Nogle afpillede dyreknogler på et træfad bydes rundt. Nielamans familie snakker lavmælt med hinanden og kigger på mig. Et par mænd ligger og hviler. En kvinde maler majskorn til mel mellem to sten, mens hendes bare bryster dingler frem og tilbage.
Masser af masaer
Jeg forlader hytten Udenfor leger to små snavsede børn på jorden mens solen er på vej ned. Deres mødre ordner hinandens hår. En rødlig lermasse smøres forsigtigt ind i håret, så det klumper sammen som rasta-fletninger. Denne frisure er tidskrævende og et tegn på skønhed. Stilheden brydes gradvist af sang og truthorn – festen er ved at begynde, og folk ankommer i stort tal fra nabolandsbyerne. Alle er for længst oppe for at forberede tyrespringet (bull-jumping), som skal finde sted inden solnedgang. Tyrespring er en manddomsprøve hos hamer-folket, som alle teenagedrenge skal gennemføre som del i deres udvikling. De vinder agtelse og accepteres ind i mændenes rækker. Under et halvtag af palmeblade sidder en stor gruppe unge mænd. De er ”masaer” -dvs. bachelorer, som selv har gennemgået ritualet. Nu rejser de fra landsby til landsby indtil de bliver gift for at hjælpe andre drenge igennem ritualet. Jeg lægger det ene kamera fra mig og filmer dem med det andet. De forstår hurtigt magien i kameraet og fotograferer snart til højre og venstre. En gruppe halvnøgne piger danser udfordrende ind i mængden, mens de synger og trutter monotont i deres horn. De hviner, da de fotograferes af deres kammerater og ser sig selv på displayet til stor morskab for drengene. Med besvær får jeg kameraet tilbage, og masaernestiller straks op til gruppefotos med fjollede grimasser. Det er sjovt, og tiden flyver afsted. Vi kommunikerer uden at tale samme sprog. En tredje gruppe af ældre mænd betragter os lidt på afstand. De er småfulde men for gamle til at fjolle rundt. I stedet kigger de dybt i lerkanderne, som i morges var fyldt med en gæret drik. Mændenes traditionelle klædedragt er suppleret med en AK47. Den har desværre fundet indpas hos mange stammefolk pga. konflikten i nabolandet Somalia, som destabiliserer hele Afrikas Horn.
Tyrespring
Midt på eftermiddagen samles vi alle på den store plads omkring en portal af grene. En tyr trækkes symbolsk igennem, og sådan viser hamer-folket deres respekt for dyret, som de er helt afhængige af for at overleve. Nogle unge kvinder overrækker tynde grene til udvalgte masaer for at de kan blive pisket. Modvilligt lader mændene grenene svirpe hen over kvindernes nøgne rygge, men kvinderne fortrækker ikke en mine. Dette lille ritual er en forsmag på, hvad der venter dem den dag de skal giftes. Ryggene på gifte kvinder er fyldte med lange ar efter piskeslag. Når en kvinde skal giftes, lader hun sig piske så længe hun ønsker. Det er et tegn på opofrelse og hengivenhed overfor sin mand og sin stamme. Jo mere smerte hun udholder, jo stærkere bånd knytter hun. Det forventes til gengæld, at manden vil beskytte hende med sit liv, hvis det skulle blive nødvendigt. Kærlighed gør i sandhed ondt.
De andre masaer ertravlt optaget med at indfange 16 tyre, som går frit rundt i området. Det tager sin tid. De er dygtige cowboys, som tager tyrene ved hornene, og indfanger dem til ritualet. Derefter stilles tyrene på rad og række, mens andre mænd sørger for at de ikke stikker af. En gruppe kvinder danser glade rundt på pladsen. Resten af landsbyen og alle gæsterne danner ring omkring pladsen, danser og sørger samtidig for, at tyrene ikke kan stikke af. Når alle tyrene endelig er samlet, ankommer ritualets midtpunkt. En dreng, som vel er omkring 15 år, står klar. Han er helt nøgen, men det lader ikke til at genere ham den mindste smule. Masaernesørger for at tyrene står helt tæt og nogenlunde stille. Så sætter drengen i fokuseret løb, mens vi alle hujer i begejstring. Ubesværet springer han op på ryggen af den første tyr og fortsætter i elegant løb hen over ryggene på de 15 andre, inden han springer ned på den anden side. Falder drengen eller mislykkes han med sine løb, er han til stor skam for landsbyen og sin familie – og sig selv. Det er fascinerende at betragte, hvordan alle er fokuserede på ritualet. Der er ingen tvivl om, at det styrker landsbyens sammenhold. Drengen drejer rundt og gentager tyrespringet nu i omvendt rækkefølge. En tyr flytter på sig, drengen mister kortvarigt fodfæstet og er nær ved at falde ned mellem de store dyr. I sidste øjeblik genfinder han balancen og klarer skærene. Den genstridige tyr får et dask af en masa og retter ind. Først efter syv løb stopper drengen, og tyrene slippes fri. Han har gennemført ritualet med bravur, og nu betragtes han som en mand. Kun fire løb er påkrævet, så hans familie kan være stolt.
Fodtøj fra fremtiden
Ritualet er vel overstået, og de gamle går hjem. Men de unge fester til langt ud på aftnen, for nu har de en sjælden mulighed for at gøre nye bekendtskaber fra andre landsbyer. Lidt i tvivl om jeg er for gammel, hænger jeg ud et par timer med de unge, inden jeg omsider går tilbage til min hytte. De næste dage skal der mere ro på; ingen ulykker, ingen lange køreture. Jeg skal bare suge indtryk til mig og opleve livets gang i en hamer-landsby. Nielaman har tilbudt at vise mig rundt. Måske går vi på jagt. Måske stjæler vi honning fra bierne i akacietræerne. Eller vi går en runde med kvæget. Det spiller ingen rolle. Tidsfornemmelsen forsvinder lige så stille her. Spontaniteten hersker, og planlægning er et ukendt fænomen. Det samme er privatliv, men det er jeg efterhånden blevet vant til efter talrige ophold hos stammefolk. Døren til hytten står pivåben, og indenfor er det næsten bælgmørkt. Kun stjerneskæret udefra gør det muligt at orientere sig. Jeg gør sengen klar og hænger myggenettet op, mens jeg spekulerer på, hvor den malariasyge mand blev af. I det samme opdager jeg, at en anden mand sidder på en taburet og er i færd med at prøve mine vandrestøvler. Selvom han er høj, er min størrelse 48 noget stor for ham, men det spiller ingen rolle. Han smiler over hele hovedet og betragter stolt sit nye fodtøj. Det kræver ingen tolk at forstå, at han gerne vil beholde dem. Men jeg behøver dem; jeg er ikke vant til at gå barfodet som han, og der er stadig mange ukendte stier, jeg skal betræde.
