Profil


Professionel vagabond

Jeg har rejst i 91 lande på 6 kontinenter og lever af at formidle mine rejseprojekter fra den store verden. Min forkærlighed for stammefolk, besynderlige ritualer og ekstreme livsvilkår bringer mig til stadighed til nogle af klodens barskeste områder. Med kamera, vovemod og en god portion nysgerrighed rejser jeg langt ud for at møde mennesker, som lever på en helt anden måde end jeg selv. I foredragene vækkes oplevelserne til live igen gennem foto, film, musik og kostumer – serveret med indsigt, entusiasme og humor.

 

Lommefilosofi og Jantelov

Drivkraften bag rejserne er en meget rastløs natur og troen på, at alt er muligt. Jeg forsøger hele tiden at minde mig selv om, at kun døde fisk flyder med strømmen, og at man kan hvad man vil. Jeg er bevidst om, at jeg selv er min største forhindring og prøver at se muligheder i stedet for begrænsninger. Det kræver en daglig indsats at ”tænke ud af boksen” og bryde med vaner og normer. Jeg får mange vanvittige idéer og bestræber mig på at føre så mange af dem som muligt ud i livet. Det kan være alt fra at følge i hælene på blødende flagellanter i Filippinerne til at køre en gammel Lada fra Tashkent hjem til Malmö. Hvorfor? Fordi det er anderledes, sjovt og udfordrende. Men mest fordi det er vigtigt at realisere sine drømme og udvide sin horisont.


Hvorfor holde foredrag?

De fleste mennesker jeg kender rejser på mere eller mindre samme måde og til de samme steder. Det kan typisk være en charterrejse, kør-selv bilferie i Europa eller en tur til Thailand. Jeg håber på at kunne inspirere og hjælpe andre til at udleve deres drømme og rejse ud for at opleve den fantastiske verden vi lever i, tage nogle chancer og nå bare lidt længere ud i kanterne. Det behøver ikke være hverken ekstremt eller farligt – det behøver ikke engang at være specielt ukomfortabelt. Men det er vigtigt at bryde de vante mønstre. Selvfølgelig møder jeg også mennesker, som pga. alder eller helbred ikke selv kan rejse. Det er altid en glæde og ære for mig at få lov til at præsentere hjørner af verden, som de ellers ikke ville få mulighed for at opleve.

 

Sidst men ikke mindst elsker jeg at afprøve og udfordre vores alle sammens fordomme. Et af mine mest populære foredrag er “Iran indefra”. Det er et land, som til stadighed er i mediernes søgelys og næsten altid med en negativ vinkel. Ofte er mediebilledet forfejlet og i hvert fald meget unuanceret, for Iran er så meget mere end atomprogram og præstestyre. Med mine historier fortalt “indefra” giver jeg et ganske andet billede, der som regel både overrasker og underholder.

Men uanset emnet er målet med mine foredrag at vække nysgerrighed og skabe forståelse for fremmede kulturer og formidle det på en måde, så andre forstår det, og føler sig rørt, underholdt eller udfordret.