New York! New York!

Tekst: Søren Bonde, januar 2007

Foto: Søren Bonde og Joe’s Pub (New York)

 

New York! New York! sang Frank Sinatra. Byernes by og verdens centrum, hvor alt kan ske. Og sandelig sker. “In a New York minute” – knap nok, men hvad kan man egentlig nå på 24 timer i denne berømte metropol?
 
 

 

Coffee and donut

Det er søndag morgen, og byen sover. Jeg er tidligt oppe, for jeg er på transit og har kun 24 timer til rådighed. Snupper en donut og en kop kaffe på et gadehjørne. Mit søvnige øje fanges af dagens fængslende avisoverskrifter:

“Grandson arrested in slay – a Bronx grandmother who was shot to death as she sat on her sofa was accidentally killed by her 14-year-old grandson. Enrique Pantoja was playing with a loaded gun.”
 

Tragisk. Her er det nærmest en menneskerettighed at bære skydevåben. Det sætter debatten om knive i det københavnske natteliv i perspektiv.

 

 

Downtown

Jeg springer på en metro med kurs mod sydspidsen af Manhattan og står af alt for tidligt ved Varick Street. Er ikke vant til de store afstande. En forhutlet gut sover branderten ud i en indkøbsvogn. Det ser koldt ud. På vognen hænger et par plastikposer med ting, som andre har smidt væk. Jeg kaster et blik på bykortet. Tilsyneladende er jeg havnet et sted i udkanten af Soho. Der er stadig langt, men hvad gør det? Seværdigheder ligger skulder om skulder på Manhattan, og jeg er jo alligevel ude for at se byen. Jeg slentrer downtown.

 

 

Broadway

Et par gader mere og jeg befinder mig på Broadway. Manhattans pulsåre. Fantastisk. Men søndag morgen er jo ikke ligefrem showtime. Jeg forestiller mig, hvordan lørdag aften må være her: Limousiner sætter pelsklædte millionøser af ved teatre og hoteller, og musikken strømmer ud på gaden. Min dagdrøm om Broadway ender brat i et jernhegn. Bagved er en kæmpe byggeplads. Forvirret følger jeg hegnet rundt til venstre. Længere fremme hænger en række plancher. Så rammer det mig som et lyn: World Trade Center Site. Det var lige her tårnene stod før den skæbnesvangre dag for godt fem år siden.

 

 

Byggeplads

Jeg husker de frygtelige billeder fra tv, som forekom helt uvirkelige. Nu står jeg og stirrer gennem hegnet på resterne af et af verdens største kapitalistiske monumenter. Indgangen til byggepladsen er lukket for offentligheden. Murbrokkerne er omsider kørt væk. Et par kæmper, som sikkert var dværge ved siden af de to tårne, står stadig i udkanten af pladsen.

 

 

Et nyt New York

Der hviler en andægtig stemning over stedet. Folk taler lavmælt med hinanden. En række plancher fortæller den tragiske historie time for time. Andre plancher viser, hvordan man har tænkt sig det nye World Trade Center skal se ud. Denne by kan ikke knækkes. New York er ved at rejse sig igen.

 

 

Køkultur

Eftertænksomt trasker jeg videre og ender i Battery Park på sydspidsen af Manhattan. En ekstrem lang kø slanger sig gennem parken. Gad vide hvad de venter på. Jeg træder ind i Castle Clinton National Monument, som nu er en slags turistinformation. Her sælger de også billetter til Frihedsgudinden og Ellis Island. En højtaler annoncerer, at billetter til at kigge indenfor i statuen er udsolgt for i dag. Så må jeg nøjes med at gå rundt om den. Jeg smider 10 $ på disken og køber en billet. Pludselig går det op for mig, hvad de mange mennesker står i kø for.

 

 

Mulighedernes land

To dyrebare timer og adskillige forfrysninger senere kan jeg endelig træde ombord på færgen til Ellis Island. Vintersolen skinner fra en dybblå himmel, og fra dækket er der smukt udsyn til den 93 meter høje statue. Dette demokratiets symbol nummer et blev skænket af Frankrig i 1886 og har budt millioner af håbefulde immigranter velkommen til landet lige siden. Det havde nu været stort at skue ud over byen oppe fra faklen. Men en gåtur rundt om er heller ikke værst.

 

 

Wall Street

Byen er omsider ved at vågne, og det er tid til frokost. Hvad er mere oplagt end at snuppe en burger i farten her i fastfood-land? Jeg slår atter et smut op ad Broadway forbi New York Stock Exchange – børsen – og drejer ned ad Wall Street. Her er fredeligt på en søndag. I hverdagene marcherer telefonsnakkende jakkesæt op og ned ad gaden. Det er her de vigtige forretningsaftaler indgås. Lugten af store penge hænger nærmest i luften. Når man lægger nakken tilbage, kan man med lidt god vilje skimte himlen mellem skyskraberne. Ligesom regnskovens kæmper slås de om den al for trange plads.

 

 

Byerne i byernes by

Eftermiddagen går hurtigt i Chinatown og Little Italy. Over 200 cafeer og restauranter ligger skulder ved skulder med menukort, der får mundvandet til at løbe. Kvartererne fungerer nærmest som byer i sig selv og er levende eksempler på, hvordan immigranter kommer og slår sig ned og flytter videre. Hvad der engang var Little Italy er nu næsten opslugt af Chinatown. Uanset hvilken etnisk minoritet, der kalder kvarteret for sit hjem, er det eksotisk og summer af liv. Der er konstant overlap af traditioner, festivaler og nationale helligdage. Det bliver en udfordring at spørge om vej, for halvdelen af beboerne taler kun lidt eller intet engelsk.

 

 

Boheme, bøsser og bebop

Videre nordpå til Greenwich Village. Kvarteret er tro mod sin 1800-tals arv som en slags fristed for fritænkere og kreative typer. Ekspressionistiske malere som Willem de Kooning samledes på gadehjørnerne, og forfatterne Mark Twain og senere Jack Kerouac fostrede deres ideer her. Greenwich Village blev tilholdssted for alle, som på en eller anden måde følte sig anderledes eller udenfor. New York har været arnested for store jazz-musikere lige siden Thelonius Monk, Miles Davis og Stan Getz trykkede den af i jazz-klubben “Birdland” ikke langt herfra.

 

 

Musikalsk udtryk over byens indtryk

Jeg bliver simpelthen nødt til at mærke den der jazz i kroppen og kigger indenfor på Joe’s Pub. Aftenens program er i fuld gang, og musikken strømmer ud ad døren. Stedet er delvis kabaret, delvis bar og fyldt med rødplyssede stole. Pubben tiltrækker nogle af byens mest interessante og eksperimenterende musikere, og der er levende musik hver aften. En flok garvede fyre tryllebinder publikum oppe fra scenen. “The Microscopic Septet” beskrives på en plakat som “et unikt mix af komplekse arrangementer, musikalsk vildledning og hårdt-svingende R&B-tangobop”. En oplevelse. Jeg bestiller en øl, og lader tonerne fortrænge storbyens hektiske larm. Perfekt afrunding på en perfekt dag. Så mange indtryk og alligevel kun en brøkdel af, hvad New York har at byde på. 24 timer sætter sine begrænsninger. Men det gør ikke noget. Jeg vender alligevel tilbage til denne magiske by – før eller siden.