I fedtefadet i olieland

Tekst og foto: Søren Bonde, juni 2004

 

 Iran? Det er vist noget med et fælt præstestyre, tehuse og blåkaklede moskeer. Men landet rummer jo også en betydelig del af ’det sorte guld’, som er godt gemt væk fra nysgerrige blikke og den almindelige turist.

 

Det sorte guld 

Iran er OPECs tredjestørste olieeksportør og kun overgået af Saudi Arabien og Norge. Men hvordan er det nu lige med det her sorte stads? Sprøjter det op i luften i uendelige kaskader fra stilladsagtige tårne som i en ’late Western’, eller foregår det hele under jorden eller bag lukkede døre? Det var det vi måtte finde ud af – jeg og min lige så vanvittige rejsekammerat, Rasmus. Jeg havde sat mig i hovedet, at et besøg ved et af disse oliefelter ville fuldende mine iranske indtryk. På trods af skønheden var vi efterhånden blevet en lille smule mætte af blåkaklede moskeer, kebab og tæppehandlere. Vi trængte til at se noget andet. Vi trængte til en udfordring, og det var ikke vanskeligt at overbevise Rasmus om, at det kunne blive et godt eventyr.

 

Asaluye

Det kom ikke som nogen overraskelse, at det meste af olie- og gasudvindingen foregår ved den Persiske Golf. Men som usagkyndig og kun udstyret med Lonely Planet var det ingen nem opgave at få oplyst præcis hvor på den over 1000 km lange kyststrækning. Det krævede flere dages vedholdende spørgeiver rettet mod de få engelsk-talende mennesker, vi tilfældigvis stødte på, før vi endelig fik en konkret oplysning: ”Asaluye”. Det var tilsyneladende en lille flække uden for lands lov og ret, som naturligvis ikke var at finde på nogle af vores LP-kort over golfen. Nu var det bare at finde en taxa med en stedkendt chauffør, og han var selvfølgelig ikke bleg for at udnytte situationen og tage sig godt betalt for køre de godt 80 km til Asaluye.

 

 

Tilladelse og søforklaring

Industriområdet omkring Asaluye er meget stort og temmeligt forvirrende. De forskellige olie- og gasfelter tilhører forskellige selskaber og er svært bevogtet og pakket ind i kilometervis af pigtråd. Adskillige tårne udspyr en evig ild, som på afstand virkede særdeles tillokkende på os. Ved ankomsten satte vores chauffør os af så tæt på tårnene, som bilen kunne komme. Vi steg ud og traskede op til indgangen, hvor vi blev formelt modtaget af uniformerede mænd med kanoner over skulderen. Vagtmesteren troede tilsyneladende, at vi var udsendt af et eller andet internationalt firma, og spurgte om vi havde en skriftlig tilladelse fra hovedkontoret i Tehran? Det måtte vi jo desværre benægte. I stedet havde jeg forberedt en halvkvalt historie, som jeg serverede for ham: ”Vi er økonomistuderende fra Danmark, som skriver på et projekt om verdens oliereserver…”. Han lyttede tålmodigt og gentog så spørgsmålet: om vi havde en tilladelse fra Tehran? Uden den var der tydeligvis ingen adgang. Hmm… Man kommer nu engang længst med høflighed, så vi undskyldte ulejligheden, vendte rundt og gik tilbage til vejen. Bag os råbte vagtmesteren et eller andet om, at det ikke var tilladt at fotografere oliefelterne – heller ikke på afstand. Nejnej, det kunne da aldrig falde os ind!

 

Hul i hegnet

Det var selvfølgelig ikke spor overraskende, at det var svært at få adgang, men lidt skuffede var vi alligevel. Vi var spontane og dårligt forberedte, og de var naturligvis forsigtige med at lukke hvem som helst indenfor pigtråden. Men vi opgav ikke så let, selvom vores taxa forlængst havde ladt os i stikken. Vi havde rejst langt, og desuden var der en vag mulighed for, at vi kunne få lov at komme ind på et af de mange andre oliefelter i området. Der var nok at tage af og længe til solnedgang. Vi gik rundt langs hegnet, og pludselig stod vi ved en åben gitterlåge. Et lille vagttårn signalerede, at det var en kontrolpost, som lod til at skulle overvåge en gruset gennemgang mellem to asfalterede hovedveje. Men tårnet stod tomt. Vi kiggede på hinanden – hvilket højst belejligt sløseri! Ind gennem lågen…

 

 

Ildspyende tårne

Som fremmed i industriområdet Asaluye er det ikke let at gennemskue, hvor et oliefelt slutter og det næste begynder. Men efter få hundrede meter begyndte det for alvor at gå op for os, at vi efter al sandsynlighed stadig befandt os på det område, vi var blevet nægtet adgang til. Der var dog ingen vagter i sigte men kun nogle arbejdere, som venligt hilste på os. Vi kravlede op ad en skråning og kom dermed op på den anden asfalterede vej, som gik gennem området. Herfra var der glimrende udsyn til de ildspyende tårne med den smukke Persiske Golf i baggrunden. Vagtmesterens formaninger syntes at glide i baggrunden mens vi knipsede løs med kameraerne. Det golde og feberhede, støvede ørkenlandskab beklædt med enorme ståltanke, tårne og dinosaur-kraner havde sin egen rå skønhed.

  

  

For sent til indvielse

Vi havde fået styret vores nysgerrighed, og det var tid til at forlade området. Det er svært ikke at være lidt små-paranoid i den slags situationer, og der var ingen grund til at friste skæbnen yderligere. Pga. af den intense varme og det enorme område virkede det som en god idé at få et lift med den første og bedste bil. Og som overalt i Iran var det slet intet problem. Vi prøvede at forklare chaufføren, at vi gerne ville forlade området, hvorefter han drejede væk fra hovedvejen, kørte nogle få hundrede meter ned ad en sidevej og satte os af ved Daewoos modtagelsesområde. Storartet. Dér skulle han åbenbart hen. Et stort skilt oplyste os om, at området netop var blevet indviet dagen i forvejen, og alle bygninger stod splinternye. Nu vi alligevel var der, kunne vi jo ligeså godt kigge indenfor. Bare et kort øjeblik. Et par opsynsmænd bød på cola. Til gengæld måtte vi stille op til ’familie’-fotografering. Fint nok. De troede sikkert vi var kommet for sent til indvielsen. Plancherne på væggen fortalte om et omfattende projekt, og vi kiggede ud over de nye bygninger, som strålede om kap med havet i baggrunden. Nå, men vi var jo sådan set på vej ud herfra…

 

Tilbage til start

Der var stadig al for langt at gå, og den næste bil stoppede da også for os, og vi blev bedt om at hoppe ind. Flinke oliemennesker. Jeg syntes ganske vist at chaufføren bag solbrillerne virkede bekendt, men min mistanke blev først for alvor bekræftet, da bilen fluks vendte om og kørte tilbage ad den vej den var kommet fra. ”Det er sgu’ vagtmesteren vi er oppe at køre med”, sagde jeg til Rasmus, som også virkede en anelse betænkelig ved situationen. ”Måske kører han os bare ud af området”, foreslog Rasmus. Men jeg var overbevist om, at turen gik tilbage til kontoret nede ved hovedindgangen. Derfor benyttede jeg køreturen til at spole filmen tilbage og gemme den et forsvarligt sted. Den indeholdt jo også pletskud fra både Persepolis og normadefolkene omkring Shiraz. Alt imens arbejdede vores hjerner på højtryk på at koordinere en plausibel søforklaring. Næste stop var ganske rigtigt hovedindgangen, og denne gang blev vi budt indenfor. Nu var omstændighederne dog knap så attraktive, og vi havde jo set hvad vi ville.

 

 

Kanonmænd og citrusfrugter

Modvilligt tog vi plads, og uden tøven tog vagtmesteren telefonen og begyndte at ringe til nær og fjern. Kanonmændene rynkede brynene og gjorde det klart, at vi havde overtrådt loven, hvilket efterhånden var gået op for os. Vagtmesteren lagde røret og bad om at se vores pas. Dem havde vi imidlertid efterladt på vores værelse tilbage i nabobyen, og kopierne havde vi underligt nok også ’glemt’. Heldigvis lykkedes det os at spise ham af med universitetshistorien en gang til. Jeg anstrengte mig for at fortælle manden nogenlunde samme opdigtede historie, som han afbrød med utallige nærgående spørgsmål: hvem var vi, hvor kom vi fra, hvad gik projektet ud på, havde vi taget billeder osv. osv. Rasmus undskyldte sig og gik på toilettet for at fremstille en filmrulle, som så brugt ud. Den kunne vi om nødvendigt give dem, hvis de ville konfiskere vores film. Imens besvarede jeg tålmodigt vagtmesterens bombarderende spørgsmål og prøvede at afslå de andre vagters generøse appelsintilbud. Som tiden gik kunne man godt blive i tvivl om det var et krydsforhør eller en prøvesmagning af citrusfrugter. Rasmus kom tilbage og foreslog, at vi forsøgte os med den anden søforklaring, som vi havde strikket sammen i bilen: ganske vist var vi trængt ind på forbudt område, men det var jo den venlige chauffør, som havde forladt hovedvejen og kørt os uvidende ind på forbudt område. Det lod ikke til at narre manden. Nå, jeg syntes efterhånden ikke vi havde mere på hjerte og dristigede mig til at spørge om vi måtte gå? ”No”, svarede vagt-mesteren kort og kontant. ”Why not?”, spurgte jeg. ”You are under arrest!” 

 

I fedtefadet

Sagen syntes unægtelig at have taget en uheldig drejning. Arresteret i Iran var ikke ligefrem det, som stod øverst på min ønskeseddel. Hvad gør man egentlig i sådan en situation? Oplevelsen var ny for mig, og Rasmus lod heller ikke til at have den store erfaring på lige netop dét område. Jeg bukkede endelig under og gik i lag med vagternes appelsiner. Vagtmesteren foretog nogle flere opkald. Han prøvede måske at komme i kontakt med sine overordnede men – efter hans ansigtsudtryk at dømme – uden held. For at vise en interesse, der kunne bakke vores universitetshistorie op, begyndte jeg (mellem appelsinerne) at stille spørgsmål om olieudvinding i området. Nu var det så hans tur til at svare, hvis han havde lyst. Måske kunne det lede opmærksomheden lidt væk fra vores forbryderiske adfærd.

 

Reddet på målstregen af Peter Schmeichel

På en eller anden måde lykkedes det os efterhånden at overbevise manden om, at vi rent faktisk hverken var terrorister eller industrispioner. Vi begyndte at skifte emne og tale om andre ting. Vagterne afslørede en overraskende viden om dansk fodbold, og pludselig viste det sig, at en af dem havde familie i Danmark. Jamen, det kunne han da bare have sagt med det samme! Stemningen blev betydeligt mere afslappet, og det lykkedes sågar at lokke et smil ud af vagtmesteren. Selv vagterne mistede omsider interessen for os og begyndte at stimle sammen om kontorets eneste computer for højlydt at gøre nar ad hinandens portrætter, som var lagt ind i en ’screen saver’ i forvrænget form. Til sidst tog vagtmesteren igen telefonen men denne gang for at ringe efter en bil, der kunne køre os tilbage til byen. Trods det at chaufføren havde kørt langt for at hente os, var han dog ikke til at forhandle med. Men hvad pokker – vi havde jo også fået smag for at tomle. Det giver nu engang de bedste eventyr. Men denne gang holdt vi os pænt udenfor pigtråden.